Danskeres fravalg af konventionel kræftbehandling

Vi har tidligere kigget på den videnskabelige litteratur, der foreligger vedrørende patienter som fravælger konventionel behandling af kræft.

Men er det et fænomen vi oplever i Danmark? Ekstremt sjældent hvis man skal tro en mail korrespondance jeg har haft med en tilhænger af alternativ behandling. Ifølge hende bruges alternativ behandling stort set kun som et supplement til konventionel behandling og ikke som en erstatning.

Men Professor på Rigshospitalet Niels Kroman kan fortælle noget andet. Han tilbyder regelmæssig kontrol af kvinder, som afviser at modtage konventionel behandling for brystkræft. Hans erfaringsbaserede skøn er, at 1 % af de 4900 kvinder (ca. 50) der hvert år diagnosticeres med brystkræft afviser at modtage konventionel behandling i kortere eller længere perioder. Der foreligger ikke systematiske oplysninger om behandlingsfravalg ved andre kræftformer, men der er bestemt ikke tale om et helt nyt og ukendt fænomen.

Når Niels Kroman i pressen fortæller at alternativ behandling ikke helbreder kræft, så er det altså ikke baseret på fordomme, men på observationer af virkeligheden.

I efteråret 2014 blev vi i DR-nyhederne præsenteret for en beretning om en dansk patient ved navn Inge Halmø, som havde fravalgt konventionel behandling af en svulst i brystet. Hun havde sat sig for at behandle sig selv med ”Kinesisk urtemedicin, Veganerkost, leverskylninger mm.”

Indslaget er lagt på youtube af en tilhænger af alternativ behandling, som mener at Inge Halmø er ansvarsfuld og et ikon for andre.

Men som det fremgår af indslaget er svulsten vokset, og der er tilkommet endnu en svulst. Så jeg har svært ved at se hvori ansvarsfuldheden består, og hvorfor hun skal være et ikon.

Måske bidrager tidligere artikler om hende i ”Ekstrabladet” og ”Ude og Hjemme” til denne ikonstatus?

I slutningen af indslaget giver Inge Halmø udtryk for en vis åbning overfor modtagelse af konventionelt behandlingstilbud. Det vil jeg gerne anerkende. Om hun har valgt at lade sig behandle må stå hen i det uvisse, men herfra skal der lyde et ønske om alt godt fremover.

DET GÅR IKKE ALTID LIGE SÅ LANGSOMT SOM I INGE HALMØ’s TILFÆLDE

Dette illustreres af en beretning fortalt af en alternativ behandler ved navn Ketty. Hun fortæller om sin egen kræftsygdom på sin hjemmeside, hvor hun gennemgår forløbet.

Det fremgår, at hun ved en scanning (screeningsundersøgelse?) fik påvist 2 små (2-3 mm) store knuder i et af hendes bryster.

Ketty har arbejdet som alternativ behandler siden starten af 1990érne med egen klinik siden 1. januar 2001. Så for hende var det helt naturligt at lade sig behandle af en alternativ behandler. Valget faldt på en udøver af ortomolekylær medicin med ”20-25 års erfaring med behandling af kræft”.

Denne alternative behandler tog en blodprøve, som ifølge Ketty viste, at

… mit immunforsvar var i fuld gang med at bekæmpe kræften.

Dette blev fulgt op med endnu en blodprøve, som viste at

  min krop var rask!! Jeg fik derfor ikke c-vitaminbehandlinger.

Denne blodprøve blev gentaget med samme resultat. Men et eller andet var ravruskende galt. Ketty fik måneden efter seneste blodprøve foretaget endnu en scanning. Denne viste, at de to små svulster nu var vokset til en knude på 8,5 cm. Hvor slemt det er, kan man få en fornemmelse af ved at tage en lineal og se hvor meget 8,5 cm fylder i et bryst.

Man skulle tro, at Ketty blev vred over hvor ringe hun var blevet håndteret af den alternative behandler. Men hun skriver på sin hjemmeside:

” Det viste sig, at en af knuderne i mit bryst ikke kunne måles i den blodprøve, der var blevet taget, fordi den var østrogenfølsom.”

Om det er noget hun selv har ræssoneret sig frem til, eller om det er noget den alternative behandler har bildt hende ind er uklart. Men det ligger fast, at hun ikke har indset hvor dårligt hun blev behandlet/rådgivet.

Man kan kun gisne om hvilke overskrifter det ville have fremkaldt i dagspressen, hvis en rigtig læge havde lade en svulst vokse så meget, og bortforklaret det med, at svulsten var hormonfølsom (hvilket er tilfældet i ca. 70 % af alle brystkræftsvulster).

Hvor dybt den alternative tankegang ligger i Ketty illustreres yderligere af hendes anprisning af bl.a. bogen ”Kræft er ikke en Sygdom”, som jeg har anmeldt andetsteds på bloggen.

Ketty har siden modtaget kemoterapi, som fik den store svulst til at skrumpe ganske betydeligt. Et ønske om fortsat god bedring skal lyde herfra. Den alternative behandler er siden ophørt med at reklamere med at han kan behandle kræft. Om den tidsmæssige sammenhæng med et kontrolbesøg fra sundhedsstyrelsen er en tilfældighed kan man kun gisne om. Kontrolbesøget opsnappede i hvert fald ikke dette eller lignende tilfælde.

OG DET KAN GÅ ENDNU VÆRRE

Det sidste tilfælde vi vil kigge på er også præsenteret Danmarks radios hjemmeside.

Det er en mors beretning om hendes 29 årige datter, som ønskede at kombinere alternativ behandling med konventionel behandling, og som ifølge moderen af denne grund blev afvist af Rigshospitalet med ordene ” Hvis ikke du gør, som vi siger, så behøver du ikke komme tilbage. Så er der lukket her.”

Da datteren vendte tilbage til det konventionelle system efter mislykket eksperiment med alternativ behandling var det desværre for sent. Datteren døde af sin kræftsygdom i 2007.

Resten af artiklen er i store træk en kritik af det konventionelle system for manglende accept af alternativ behandling som et reelt behandlingsvalg. Der er faktisk ikke en eneste sætning, som kritiserer de alternative behandlere (eller deres tilhængere) for deres andel i at det gik som det gjorde.

Jeg er heller ikke overbevist om, at artiklens overskrift helt holder vand. Hvad patienter gør når de træder udenfor hospitalets bygninger er der ingen andre som har kontrol over. Medmindre patienten altså insisterer på, at hospitalet skal tilbyde den alternative behandling sideløbende med den konventionelle er der altså intet der forhindrer datteren i at kombinere det konventionelle med det alternative – hvis det var det hun ville.

Og hvis patienten afviser at modtage konventionel behandling, så er det altså vedkommende selv som ”vender lægerne ryggen” – Ikke omvendt.

HVORDAN ER DET KOMMET SÅ VIDT, AT INTELLIGENTE MENNESKER ERSTATTER KONVENTIONEL BEHANDLING MED ALTERNATIV BEHANDLING?

Det er et godt spørgsmål, som der ikke findes et enkelt svar på. Man kan (lidt kunstigt) opdele det i to hovedoverskrifter:

1) Generel tro på det alternative

A) Livssyn

Vi lever i en tid, hvor mange menneskers livssyn og verdensopfattelse afviger fra det der ligger til grund for biomedicin/lægevidenskab. Hvis man er uenig i den videnskabelige opfattelse af universets bestanddele og de mekanismer der styrer dem, er det nærliggende også at være uenig i den måde man kan afgøre hvad der virker og ikke virker.

B) Effektiv markedsføring
Internettet er fuld af overdrevne påstande (mere eller mindre forklædt som videnskab) om effektivitet af alternative behandlinger af kræft. Der er mange dygtigt lavede overbevisende videoer med patienthistorier, hvor det kan være yderst vanskeligt at gennemskue hvad der galt med dem.

C) Utilstrækkelig mediedækning

Jeg synes ikke medierne er gode nok til at skabe balance når de dækker det alternative. I historierne beskrevet ovenfor er der ganske vist også bragt udtalelser fra læger og kræftens bekæmpelse, som fraråder folk at erstatte konventionel behandling med det alternative. Også et TV indslag for et par år siden med radiodoktoren og kræftlæge på Rigshospitalet (Michael Rørth) lever heller ikke op til hvad man kan forvente af balanceret journalistik. Radiodoktoren fremførte de påstande som tidligere er gennemgået her på bloggen, men eneste forsøg på afbalancering var, at Michel Rørth – som forventet – sagde vrøvl. Kritisk analyse af radiodoktorens kilder var der ingen af.

Retfærdighedsvis skal det dog siges, at medierne indimellem fremkommer med god kritik af det alternative, men det fylder ikke nok i medielandskabet.

D) Politisk bevågenhed
Der er i politiske kredse et ønske om at fremme alternativ behandling. Det har blandt andet resulteret i oprettelse af ”VIFAB”, som sidenhen er lagt ind under sundhedsstyrelsen. Og efter politisk ønske er der ligefrem åbnet mulighed for at alternative behandlere kan blåstemples via en registreringsordning.

E) Universiteternes rolle
Der er oprettet afdelinger på landets universiteter, som forsker i alternativ behandling. I princippet er  sociologiske undersøgelser m.h.p. afdækning af forbruget af alternativ behandling forsvarligt. Men forskerne går videre end det. Her kan man f.eks. læse en udtalelse af en forsker, som i ramme alvor mener at forskningens formål er at gøre alternativ behandling stueren.

Universiteterne er således med til at erstatte en akademisk kultur med en ”kvakademisk” kultur, og derved give alternativ behandling en legitimitet den slet ikke fortjener.

2) Mistro overfor konventionel behandling

A) Markedsføringsstrategi
Påstande om at kemoterapi skader mere end den gavner, kræftlæger vil ikke selv behandles med kemi o.s.v er ikke noget radiodoktoren selv har fundet på, selvom det er ham der er mest kendt for at fremføre dem. Det er noget som går igen på talrige hjemmesider og på debatfora, hvor man forsøger at promovere alternativ behandling som et reelt alternativ til konventionel behandling. At argumenterne er absurde og let gendrivelige synes ikke at gøre indtryk på folk.

B) Mediernes rolle
Medierne er i høj grad med til at skabe et billede af konventionel behandling som skandaløs, korrupt og inkompetent. Mindst 9 af 10 nyhedsindslag i medierne om sundhedsvæsenet er negative. Selv en af de beretninger som er gengivet ovenfor er en negativ historie om sundhedsvæsenet, der svigtede en patient, som valgte at erstatte konventionel behandling med alternativ behandling. I lige netop denne sag er det jo det alternative system, som har begået det største svigt.

HVORDAN KAN MAN FREMADRETTET SIKRE, AT KORREKT INFORMATION NÅR FREM TIL DEM, SOM HAR BRUG FOR DEN?

Det er naturligvis en urealistisk tanke, at budskabet om at erstatning af konventionel kræftbehandling med alternativ behandling er en dårlig ide vil trænge igennem til alle. Men der er stadigvæk ting vi kan gøre som kan hjælpe på situationen:

1) Følge Niels Kromans eksempel
Patienterne skal selvfølgelig ikke føle sig uvelkomne i det konventionelle system, hvis de vælger at forsøge sig med det alternative i stedet for konventionel behandling. Udover at give patienten en chance til, så giver det os også mulighed for at dokumentere om alternativ behandling nu også er ineffektiv. Vi trænger til at se flere undersøgelser i stil med dem, som er blevet gennemgået her.

2) Kræftens bekæmpelse bør udtale sig skarpere
Man kommer ikke udenom, at kræftens bekæmpelse er en nyttig og troværdig støtte for mange kræftpatienter. Det er forståeligt, at de måske føler et større behov for at være meget diplomatiske i forhold til udtalelser omkring alternativ behandling. Af husholdningsreglerne på deres facebookside fremgår følgende:

….Indlæg der har til formål at opfordre andre til at fravælge behandling, accepteres ligeledes ikke.

Jeg vil opfordre til, at kræftens bekæmpelse håndhæver denne regel. Kræftens bekæmpelse bør heller ikke på deres hjemmeside i afbalanceringens navn linke til sider, som forherliger alternativ behandling.

3) Pressen bør påtage sig sin del af opgaven
Selvom det er fristende at lave en positiv historie om en patient der fravælger konventionel behandling, og har det godt i lang tid, så gavner det hverken den pågældende patient eller de patienter der lader sig inspirere af historien. Der er baggrundsmateriale nok til, at man kan underbygge hvor farligt den strategi er.

Det er givetvis nemt at lave kioskbaskere med negative historier om sundhedsvæsnet – Illustreret med sande eksempler. Men jeg nægter at tro, at der ikke kan laves interessante positive historier om sundhedsvæsenet. Og dem trænger vi til!! Jeg ville ønske, at journalisterne ville lave 2 positive historier om sundhedsvæsenet hver gang de lavede en negativ – Det tror jeg ville være gavnligt for kræftpatienter såvel som andre patienter.

4) Universiteternes rolle
Kvakademisk forskning hører ikke hjemme på universiteterne. Hvis man endelig vil lave forskning omkring alternativ behandling, så skal det være for at få besvaret om det virker eller ej. Og hvis konklusionen er, at det ikke virker, så skal det forklares på så tydelig en måde, at politikerne og andre kan forstå det og drage konsekvensen heraf.

5) Politikernes rolle
Det er klart at man ikke nødvendigvis har forstand på videnskab selvom man er folkevalgt. Men man skylder befolkningen at lytte til dem som har. Når man indfører registreringsordninger for f.eks. homøopater og healere, så er man altså med til at blåstemple beviseligt nonsens. Det kan ingen være tjent med.

Vi kommer heller ikke udenom, at politikerne også har et medansvar for at sikre, at sundhedsstyrelsen har en reel chance for at kontrollere alternative. Denne kontrolfunktion har i hvert fald svigtet m.h.t. den alternative behandler, som styrede Ketty’s behandling jvf. omtalen ovenfor.