Om mus og mænd i kræftforskning

research-mouseKræftforskere er hele tiden på udkig efter nye midler, som er mere effektive mod kræft og mindre giftige end det man råder over i dag. Takket være denne forskningsindsats er overlevelseschancerne for kræftpatienter blevet væsentligt forbedret indenfor de sidste par årtier.

I den ideelle verden er det muligt at regne ud hvilke stoffer der er effektive mod kræft, (og samtidigt ugiftige). Men verden er ikke ideel. Derfor er forskerne nødt til at foretage laboratorieforsøg for at udvælge stoffer, som kunne være nyttige i behandling af patienter med kræft. Og resultaterne af sådanne forsøg offentliggøres i videnskabelige tidsskrifter.

At dele sine forskningsresultater med andre forskere via videnskabelige artikler er absolut en god ting. Men det skaber også grobund for mytedannelse blandt tilhængere af alternativ behandling. Det er en almindelig påstand, at resultaterne af laboratorieforsøg i kombination med mere eller mindre troværdige sygehistorier beviser at

”X” er effektivt mod kræft, men konspiration fra medicinalindustrien (og/eller myndighederne) forhindrer at det bliver taget i brug.

Som eksempler herpå kan i flæng nævnes Cannabis, C-vitamin, antineoplastoner og Graviola.

Tilhængere og sælgere af alternativ behandling stiller ikke selv spørgsmålstegn ved, om sådanne eksperimenter nu også giver pålidelige udsagn om virkninger på patienter. Men det gør forskerne til gengæld selv. Og de har også undersøgt det nærmere.

Men lad os først danne os et lille overblik over grundprincipperne i de anvendte laboratorieforsøg.

Cancer cellelinier
En cellelinie er en ”klump” af celler, som er opdyrket fra én enkelt celle. The American National Cancer Institute (NCI) anbefaler, at stoffer som er mulige kandidater til kræftlægemidler først afprøves på et panel bestående af 60 forskellige celleliner, som repræsenterer forskellige kræftformer og forskellige resistensmønstre.

Det er væsentligt at vide, at en kræftsvulst ikke er en cellelinie-klump. Det er mere korrekt (men let forsimplet) at opfatte en kræftsvulst som en klump af mange forskellige cellelinier, som vekselvirker indbyrdes samt med de normale celler, de er lejret iblandt.

Typer af musemodeller
I laboratorierne benytter man sig af fire forskellige typer af musemodeller, når man skal teste nye mulige lægemidler:

  1. Genetisk modificerede: Disse mus har specifikke genmutationer, som gør at de med stor sandsynlighed spontant vil udvikle bestemte typer af kræft.
  2. Mus hvor man indsprøjter kræftceller fra kræftsvulster opstået i andre mus.
  3. Mus, hvor man indsprøjter menneskelige kræftceller under huden
  4. Mus, hvor man indsprøjter menneskelige kræftceller i den vævstype, hvorfra cellelinien stammer.

Ingen af disse laboratoriemodeller er perfekte efterligninger af kræftsvulster hos mennesker. Men de er bestemt egnede til studier af forskellige aspekter af kræftbiologi. Og et stof som ikke virker mod kræftceller i sådanne modeller vil sandsynligvis heller ikke have effekt på kræftsvulster i mennesker.

Fra mus til mennesker
Før et lægemiddel som virker lovende i museforsøg er klar til brug i patienter skal det gennemgå en række faser af forsøg på mennesker:

Fase 1:
I denne fase undersøger man ikke stoffets virkning på den sygdom man forsøger at behandle. Denne fase tilvejebinger information om hvordan stoffet omsættes i kroppen, dosisområde hvor bivirkninger begynder at indfinde sig mm. Typisk vil forsøgspersonerne her være raske mennesker.

Fase 2:
Her behandler man et mindre antal patienter med stoffet. Denne fase giver et fingerpeg om hvorvidt de lovende laboratorieforsøg også virker lovende på patienter med den sygdom man vil behandle. Desuden får man endnu flere informationer om bivirkninger.

Fase 3:
Her afprøves om stoffet virkeligt gør en forskel. Typisk vil det dreje sig om lodtrækningsforsøg på et stort antal patienter, hvor man sammenligner virkning af stoffet med virkning af et inaktivt stof (placebo) eller gældende standardbehandling. Denne fase er meget vigtig. Kun omkring 5% af stoffer, som var effektive mod kræft i laboratorieforsøg klarer testen i denne fase. Selv meget lovende resultater fra fase 2 undersøgelser falder undertiden igennem ved  fase 3 undersøgelserne.

Først nu er lægemidlet klar til brug på patienter. Men man holder stadig et vågent øje med det. Undertiden kan der optræde bivirkninger, som er for sjældne eller viser sig for sent til at de er blevet opfanget i forbindelse med ovennævnte forsøg. Denne fase benævnes undertiden ”Fase 4”.

Hvor gode er museforsøg til at forudsige virkninger hos mennesker?

Her er en videnskabelig artikel, som beskæftiger sig med præcist det spørgsmål.
Forskerne undersøgt hvor godt 39 stoffer, som virkede i museforsøg klarede sig i fase 2 forsøg.

Følgende gør sig gældende for at man kan sige, at der var effekt i museforsøg hhv. fase 2 menneskeforsøg:

Museforsøg:
svulsten skrumpede med mindst 60% eller at musene levede mindst 25% længere end mus som ikke havde fået stoffet.

Fase 2 menneskeforsøg:
Svulsten skrumpede mindst 50% hos mindst 20% af patienterne.

Denne figur sammenfatter nogle meget vigtige resultater fra undersøgelsen

figure 1Den læses på følgende måde:

  • Der er en gruppe af søjler ud for forskellige typer af kræft hos mennesker (anført nederst i diagrammet)
  • Hver søjle repræsenterer én type af kræft hvor der var virkning i museforsøg
  • Jo højere søjlen når op, desto bedre er overensstemmelsen mellem muse- og menneskeforsøg.
  • Søjler markeret med * betyder at overensstemmelsen var statistisk signifikant – d.v.s. bedre end man ville forvente ved tilfældighedernes spil.

Med det på plads er der et par vigtige pointer, som springer i øjnene:

  1. Det var sjældent at musemodellerne forudsagde effekt på samme kræfttype hos patienter.
  2. Det var sjældent at et positivt resultat i en musemodel peger på effektivitet mod andre kræfttyper.

Denne figur fra artiklen er også informativ.

figure 2

Den viser, at der ringe tilbøjelighed til at fase 2 undersøgelser vil vise positiv effekt, hvis der var effekt i færre end 1/3 af kræfttyperne i museforsøgene.

Eksempler på ”undertrykte” cancer kure, som ”beviseligt” virker

  1. ) Cannabis:
    Denne undersøgelse bruges undertiden som et af beviserne for effektivitet af cannabis mod cancer. I undersøgelsen fandt man, at THC reducerede tumorstørrelsen med 50 % hos mus som havde fået indsprøjtet én type kræftcellelinie. Jf. ovenstående er det ikke godt nok.
  2. Antineoplastoner:
    Tilhængere af en alternativ behandler ved navn Burzynski hævder, at denne undersøgelse er en uafhængig bekræftelse af, at hans antineoplastoner virker. Igen er der tale om et forsøg med én kræftcelleline, som blev indsprøjtet i mus. Forsøget viste nedsat væksthastighed. Tumorerne skrumpede ikke.
  3. Graviola
    Der er ganske få undersøgelser, som er udført på dyrkede cellelinier. Og der er også et enkelt museforsøg. Igen var det et forsøg med kun én cellelinie. Og effekten var igen kun nedsat væksthastighed – Ikke skrumpning af svulsten.

Konklusion:

Det er ikke muligt at forudsige virkninger af lægemidler på patienter på grundlag af laboratorieforsøg alene.

Dette forklarer hvorfor mange stoffer som har vist lovende resultater i museforsøg ikke har fundet vej til konventionel patientbehandling.

Stoffer med beskeden effekt i laboratorieforsøg vil med stor sandsynlighed ikke have gavnlig virkning på kræftpatienterne. Forskningsmidlerne vil gøre større gavn andetsteds.

Reklamer