Bikarbonat (natron) og/eller “basisk mad” helbreder ikke kræft

natronEn af de sejlivede alternative cancermyter er, at man kan helbrede kræft ved at gøre kroppen mere basisk. Og at man kan gøre dette ved at indtage natriumbikarbonat (Natron) eller en speciel basisk kost. Der er flere grunde til at denne myte må forkastes. Dels er kroppen nødt til at opretholde en nogenlunde stabil syre-base balance for at holde sig i live. Dels er det ikke korrekt at cancerceller kun trives i et surt miljø.

EN LILLE SMULE GRUNDLÆGGENDE KEMI

Inden vi kigger nærmere på myterne vil det være en god ide at have det allermest grundlæggende på plads. En syre er et stof, som er i stand til at afgive brintioner. En base er et stof, som er i stand til at binde brintioner. Hvis der er meget syre tilstede, vil der altså være høj koncentration af brintioner. Hvis der er meget base tilstede vil koncentrationen af brintioner være lav.

Indikatorpapier

Indikatopapir

Koncentrationen af brintioner udtrykkes ved pH. Ved høj koncentration af brintioner (sure forhold) er pH lav. Ved lav koncentration (basiske forhold) er pH høj. Ved pH = 7 er der neutrale forhold.

HVORFOR SKAL pH VÆRE (NOGENLUNDE) STABILT?

En meget stor del af kroppens funktioner varetages af proteiner. Proteiner indgår således i strukturen af celler og væv. De indgår i særlige transportkanaler, som sørger for transport af stoffer ud og ind af cellerne. De indgår i enzymer, som styrer stofskiftet og meget meget mere.

En forudsætning for at proteinerne kan udføre alle disse opgaver er, at de har den helt rigtige form og størrelse. Og her spiller pH en vigtig rolle. Hvis koncentrationen af brintioner er høj, vil flere af disse bindes til proteinernes aminosyrer og omvendt. Sådanne bindinger har stor betydning for proteinernes form – og dermed funktion. Under normale omstændigheder er kroppen let basisk med en pH mellem 7,35 og 7,45.

HVORDAN REAGERER KROPPEN PÅ TILFØRSEL AF SYRE ELLER BASE?

Tilstanden hvor pH er lavere end 7,35 betegnes acidose, og pH større end 7,45 betegnes alkalose. Jo større afvigelserne er fra normalområdet, desto sværere syg er man. Det er uforeneligt med liv, hvis kroppens pH er lavere end 6,9 eller højere end 7,8.

BloodPHDer er tre forsvarsmekanismer mod forstyrrelser i syre-base balancen, som kroppen benytter sig af:

1) Buffersystemer

Buffersystemer er kendetegnet ved at stoffer befinder sig i en kemisk ligevægt. Tilføres syre eller base påvirkes reaktionen således at effekten heraf begrænses.

Den vigtigste buffer i blodet er bikarbonatbufferen, og ligevægtsformlen ser således ud:

US20050145574A1-20050707-C00001Her er syren ”kulsyre” i ligevægt med basen ”bikarbonat”, d.v.s. kulsyre omdannes til brintioner og bikarbonat lige så hurtigt, som brintioner og bikarbonat omdannes til kulsyre.

Tilføres en syre eller en base vil buffersystemet modvirke effekten heraf:

Tilførsel af bikarbonat => Øget dannelse af kulsyre => Øget spaltning af kulsyre.

2) Lungerne

Ved at justere mængden af CO2 (og vanddamp) der udskilles med vejrtrækningen udgør lungerne en ganske effektiv 2. forsvarslinie mod pH ændringer i kroppen.

For at forstå hvordan det hænger sammen skal vi lige kigge på en udvidelse af reaktionsligningen vi kastede et blik på før:

reaction

D.v.s når man udskiller “kuldioxid” med vejrtrækningen, så fjernes der ”Kulsyre” fra kroppen. Dette fører jf. ræsonnementet ovenfor til øget dannelse af kulsyre ud fra brintioner og bikarbonat, hvorved brintioner fjernes fra systemet. Hvis kroppen tilføres for meget base, kan man altså modvirke dette ved at nedsætte vejrtrækningen (og dermed holde på syren).

3) Nyrerne

Nyrerne kan klare ret store forstyrrelser i syre-base balancen, men er ikke så hurtig. Det er derfor værdifuldt som en tredje forsvarslinie.

Ved overskud af base i kroppen afgiver nyrerne bikarbonat til urinen. Ved overskud af syre danner nyrerne bikarbonat som sendes ind i blodbanen, og de udskiller brintioner til urinen.

Den pH-stigning man kan se i urinen efter indtagelse af base skyldes altså ikke at kroppen er mere basisk. Det skyldes at nyrerne udfører deres arbejde m.h.t. at sikre et normalt pH i kroppen.

SURT MILJØ NÆR KRÆFTSVULSTER BETYDER IKKE AT KRÆFT MISTRIVES I BASISK MILJØ.

Det er en fremherskende myte, at kræftceller i modsætning til normale celler trives i et surt miljø, og derfor kan dræbes ved at skabe et basisk miljø. Sagen er den, at der i individuelle svulster er en del variation af pH, men gennemsnitligt er pH lavere lige udenfor kræftcellerne end i resten af kroppen.

Som for andre celler kan kræftcellers indre ikke tåle alt for surt pH. I mange kræftsvulster er der høj omsætning af sukker med deraf følgende produktion af mælkesyre. For at cellerne kan overleve er de nødt til at udskille syre til omgivelserne (som derefter transporteres bort med blodstrømmen). Det sure miljø er således en følge af de processer der foregår inde i cellerne. Ikke en betingelse for deres overlevelse.

ER INDTAGELSE AF NATRIUMBIKARBONAT (NATRON) FARLIGT?

Natrium og bikarbonat håndteres forskelligt i kroppen. Så et fyldestgørende svar på dette spørgsmål omfatter en omtale af hvordan kroppen reagerer på for meget natrium hhv. for meget bikarbonat.

Natrium

Natrium er en meget vigtig komponent i saltbalancen, og har afgørende betydning for nervesignaler, transport af stoffer ud og ind af celler mm. Hvis man har for meget natrium i kroppen vil man som regel først opleve tørst. Senere kan der optræde symptomer fra nervesystemet i form af forvirring, hallucinationer, kramper og bevidstløshed. I svære tilfælde kan man dø.

Bikarbonat

Hvis man indtager bikarbonat vil det i første omgang reagere med den saltsyre, som findes i mavesækken under dannelse af kuldioxid. Men hvis bikarbonat indtages i tilstrækkeligt store mængder, vil det også kunne optages i kroppen. Og i tilstrækkelige mængder vil ovennævnte forsvarsværker blive belastede.

Det blev omtalt, at en af de måder kroppen kan forsvare sig mod øget mængde i base i kroppen er at nedsætte vejrtrækningen. Der er eksempler på, at spædbørn er fuldstændigt ophørt med at trække vejret efter indgift af natriumbikarbonat.

En anden følgevirkning af for meget base er en nedsættelse af mængden af calcium i blodet. Dette fører dels til neurologiske symptomer i form af muskelspasmer, kramper, føleforstyrrelser. Der kan også optræde forstyrrelser i hjerterytmen.

Man kan beregne, at indtagelse af 12 g natriumbikarbonat om dagen kan afbalancere den mængde syre som 1 kubikmillimeter kræftsvulst producerer. Indtagelse af omkring 30 gram natriumbikarbonat om dagen er forbundet med sundhedsrisiko.

OPTRÆDER BIVRIKNINGERNE I VIRKELIGHEDEN?

Svaret er ja. Men det er vanskeligt at svare på hvor hyppigt. Langt fra alle tilfælde bliver indberettet og registreret. Her er en artikel fra 2014. I et Californisk register kunne man opspore 192 tilfælde af forgiftning som følge af selvbehandling med natron i perioden 2000-2012.

OK – DER KAN OPTRÆDE BIVIRKNINGER. MEN KAN DET ALLIGEVEL KURERE KRÆFT?

Det kan være fristende at fæstne lid til beretninger på internettet i form af youtube videoer og/eller hjemmesider, som anbefaler selvbehandling med natron. Men som beskrevet i andre artikler på denne blog, så er den slags historier uegnede som dokumentation – uanset hvor troværdige de virker.

Rædselshistorier om kræftpatienter der forgæves har prøvet det, kan heller ikke bruges som eneste bevis på at det er fuldstændigt virkningsløst. Men de underbygger at det er farligt.

Lægers erfaringer:

Det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, at natriumbikarbonat har været anvendt i behandlingen af kræftpatienter i årevis.

Når en kræftsvulst destrueres som følge af behandlingen er der en risiko for, at nedbrydningsprodukterne kan danne udfældninger i nyrerne, og derved ødelægge dem. Denne tilstand benævnes tumorlyse syndrom. Ved at give natriumbikarbonat i blodbanen kan man skabe et basisk miljø i nyrerne, som forhindrer disse udfældninger. Nedbrydningsprodukterne kan derved udskilles med urinen. Bikarbonat er altså nyttigt efter at kræftcellerne er destruerede.

Natriumbikarbonat kan også forstærke virkninger (og bivirkninger) af visse typer af kemoterapi.

Hvis natriumbikarbonat havde en selvstændig virkning på kræft, ville dette være blevet observeret.

Dyreforsøg:

Man kan undersøge, om det virker på forsøgsdyr. Hvis det ikke virker på forsøgsdyr vil det næppe virke på mennesker. Men selv om det virker på forsøgsdyr kan man ikke være sikker på, at det virker på mennesker. Nok om det – Lad os se lidt på hvad disse forsøg kan fortælle os:

A) Her er en videnskabelig artikel omhandlende sådan et forsøg. Netop denne artikel fremhæves af mange bikarbonat-tilhængere som bevis for at det virker.

Forskerne indsprøjtede kræftceller i mus. Nogle mus blev fodret med natriumbikarbonat. Effekten blev sammenlignet med mus, som ikke blev fodret med natriumbikarbonat. Forsøget fandt, at:

  1. pH i kræftcellernes omgivelser var forhøjet, men ikke i deres indre.
  2. pH var normal i resten af kroppen.
  3. Mus fodret med natriumbikarbonat udviklede færre og mindre metastaser.
  4. Der var ingen virkning på væksthastighed af selve kræftsvulsterne.

I dette forsøg var natriumbikarbonat altså ude af stand til at dræbe kræftceller, om end de spredte sig langsommere.

B) Her er et andet forsøg udført af den samme forskergruppe.

Her undersøgte forskerne virkninger af natriumbikarbonat samt et andet stof (DCA). For natriumbikarbonat’s vedkommende viste forsøget følgende:

  1. Der var ingen virkning på væksten af svulsterne.
  2. Der var en tendens til nedsat spredningshastighed, men virkningen var for lille til, at man kan udelukke statistiske tilfældigheder.

C) Her er et forsøg udført på rotter med kræft i blæren.

I dette forsøg blev kræftsvulsternes vækst forstærket af natriumbikarbonat.

D) Her er endnu et forsøg på rotter med blærekræft.

Også her var resultatet, at natriumbikarbonat fremmede kræftvæksten.

SAMMENFATNING:

  • Kroppen har brug for et nogenlunde stabilt pH-niveau.
  • Forsvarsmekanismer i kroppen hjælper med til dette.
  • Man bliver alvorligt syg, hvis forsvarsmekanismerne overvindes – f.eks. v.h.a. indtagelse af store mængder bikarbonat.
  • Syreproduktionen i en kræftsvulst er alt for stor til, at den kan modvirkes ved indtagelse af natriumbikarbonat i ufarlige mængder.
  • Der er ikke set effekt på kræft hos patienter, som behandles med natriumbikarbonat.
  • Dyreforsøg viser ikke kræftdræbende virkninger af natriumbikarbonat.
Reklamer

Om mus og mænd i kræftforskning

research-mouseKræftforskere er hele tiden på udkig efter nye midler, som er mere effektive mod kræft og mindre giftige end det man råder over i dag. Takket være denne forskningsindsats er overlevelseschancerne for kræftpatienter blevet væsentligt forbedret indenfor de sidste par årtier.

I den ideelle verden er det muligt at regne ud hvilke stoffer der er effektive mod kræft, (og samtidigt ugiftige). Men verden er ikke ideel. Derfor er forskerne nødt til at foretage laboratorieforsøg for at udvælge stoffer, som kunne være nyttige i behandling af patienter med kræft. Og resultaterne af sådanne forsøg offentliggøres i videnskabelige tidsskrifter.

At dele sine forskningsresultater med andre forskere via videnskabelige artikler er absolut en god ting. Men det skaber også grobund for mytedannelse blandt tilhængere af alternativ behandling. Det er en almindelig påstand, at resultaterne af laboratorieforsøg i kombination med mere eller mindre troværdige sygehistorier beviser at

”X” er effektivt mod kræft, men konspiration fra medicinalindustrien (og/eller myndighederne) forhindrer at det bliver taget i brug.

Som eksempler herpå kan i flæng nævnes Cannabis, C-vitamin, antineoplastoner og Graviola.

Tilhængere og sælgere af alternativ behandling stiller ikke selv spørgsmålstegn ved, om sådanne eksperimenter nu også giver pålidelige udsagn om virkninger på patienter. Men det gør forskerne til gengæld selv. Og de har også undersøgt det nærmere.

Men lad os først danne os et lille overblik over grundprincipperne i de anvendte laboratorieforsøg.

Cancer cellelinier
En cellelinie er en ”klump” af celler, som er opdyrket fra én enkelt celle. The American National Cancer Institute (NCI) anbefaler, at stoffer som er mulige kandidater til kræftlægemidler først afprøves på et panel bestående af 60 forskellige celleliner, som repræsenterer forskellige kræftformer og forskellige resistensmønstre.

Det er væsentligt at vide, at en kræftsvulst ikke er en cellelinie-klump. Det er mere korrekt (men let forsimplet) at opfatte en kræftsvulst som en klump af mange forskellige cellelinier, som vekselvirker indbyrdes samt med de normale celler, de er lejret iblandt.

Typer af musemodeller
I laboratorierne benytter man sig af fire forskellige typer af musemodeller, når man skal teste nye mulige lægemidler:

  1. Genetisk modificerede: Disse mus har specifikke genmutationer, som gør at de med stor sandsynlighed spontant vil udvikle bestemte typer af kræft.
  2. Mus hvor man indsprøjter kræftceller fra kræftsvulster opstået i andre mus.
  3. Mus, hvor man indsprøjter menneskelige kræftceller under huden
  4. Mus, hvor man indsprøjter menneskelige kræftceller i den vævstype, hvorfra cellelinien stammer.

Ingen af disse laboratoriemodeller er perfekte efterligninger af kræftsvulster hos mennesker. Men de er bestemt egnede til studier af forskellige aspekter af kræftbiologi. Og et stof som ikke virker mod kræftceller i sådanne modeller vil sandsynligvis heller ikke have effekt på kræftsvulster i mennesker.

Fra mus til mennesker
Før et lægemiddel som virker lovende i museforsøg er klar til brug i patienter skal det gennemgå en række faser af forsøg på mennesker:

Fase 1:
I denne fase undersøger man ikke stoffets virkning på den sygdom man forsøger at behandle. Denne fase tilvejebinger information om hvordan stoffet omsættes i kroppen, dosisområde hvor bivirkninger begynder at indfinde sig mm. Typisk vil forsøgspersonerne her være raske mennesker.

Fase 2:
Her behandler man et mindre antal patienter med stoffet. Denne fase giver et fingerpeg om hvorvidt de lovende laboratorieforsøg også virker lovende på patienter med den sygdom man vil behandle. Desuden får man endnu flere informationer om bivirkninger.

Fase 3:
Her afprøves om stoffet virkeligt gør en forskel. Typisk vil det dreje sig om lodtrækningsforsøg på et stort antal patienter, hvor man sammenligner virkning af stoffet med virkning af et inaktivt stof (placebo) eller gældende standardbehandling. Denne fase er meget vigtig. Kun omkring 5% af stoffer, som var effektive mod kræft i laboratorieforsøg klarer testen i denne fase. Selv meget lovende resultater fra fase 2 undersøgelser falder undertiden igennem ved  fase 3 undersøgelserne.

Først nu er lægemidlet klar til brug på patienter. Men man holder stadig et vågent øje med det. Undertiden kan der optræde bivirkninger, som er for sjældne eller viser sig for sent til at de er blevet opfanget i forbindelse med ovennævnte forsøg. Denne fase benævnes undertiden ”Fase 4”.

Hvor gode er museforsøg til at forudsige virkninger hos mennesker?

Her er en videnskabelig artikel, som beskæftiger sig med præcist det spørgsmål.
Forskerne undersøgt hvor godt 39 stoffer, som virkede i museforsøg klarede sig i fase 2 forsøg.

Følgende gør sig gældende for at man kan sige, at der var effekt i museforsøg hhv. fase 2 menneskeforsøg:

Museforsøg:
svulsten skrumpede med mindst 60% eller at musene levede mindst 25% længere end mus som ikke havde fået stoffet.

Fase 2 menneskeforsøg:
Svulsten skrumpede mindst 50% hos mindst 20% af patienterne.

Denne figur sammenfatter nogle meget vigtige resultater fra undersøgelsen

figure 1Den læses på følgende måde:

  • Der er en gruppe af søjler ud for forskellige typer af kræft hos mennesker (anført nederst i diagrammet)
  • Hver søjle repræsenterer én type af kræft hvor der var virkning i museforsøg
  • Jo højere søjlen når op, desto bedre er overensstemmelsen mellem muse- og menneskeforsøg.
  • Søjler markeret med * betyder at overensstemmelsen var statistisk signifikant – d.v.s. bedre end man ville forvente ved tilfældighedernes spil.

Med det på plads er der et par vigtige pointer, som springer i øjnene:

  1. Det var sjældent at musemodellerne forudsagde effekt på samme kræfttype hos patienter.
  2. Det var sjældent at et positivt resultat i en musemodel peger på effektivitet mod andre kræfttyper.

Denne figur fra artiklen er også informativ.

figure 2

Den viser, at der ringe tilbøjelighed til at fase 2 undersøgelser vil vise positiv effekt, hvis der var effekt i færre end 1/3 af kræfttyperne i museforsøgene.

Eksempler på ”undertrykte” cancer kure, som ”beviseligt” virker

  1. ) Cannabis:
    Denne undersøgelse bruges undertiden som et af beviserne for effektivitet af cannabis mod cancer. I undersøgelsen fandt man, at THC reducerede tumorstørrelsen med 50 % hos mus som havde fået indsprøjtet én type kræftcellelinie. Jf. ovenstående er det ikke godt nok.
  2. Antineoplastoner:
    Tilhængere af en alternativ behandler ved navn Burzynski hævder, at denne undersøgelse er en uafhængig bekræftelse af, at hans antineoplastoner virker. Igen er der tale om et forsøg med én kræftcelleline, som blev indsprøjtet i mus. Forsøget viste nedsat væksthastighed. Tumorerne skrumpede ikke.
  3. Graviola
    Der er ganske få undersøgelser, som er udført på dyrkede cellelinier. Og der er også et enkelt museforsøg. Igen var det et forsøg med kun én cellelinie. Og effekten var igen kun nedsat væksthastighed – Ikke skrumpning af svulsten.

Konklusion:

Det er ikke muligt at forudsige virkninger af lægemidler på patienter på grundlag af laboratorieforsøg alene.

Dette forklarer hvorfor mange stoffer som har vist lovende resultater i museforsøg ikke har fundet vej til konventionel patientbehandling.

Stoffer med beskeden effekt i laboratorieforsøg vil med stor sandsynlighed ikke have gavnlig virkning på kræftpatienterne. Forskningsmidlerne vil gøre større gavn andetsteds.

Mand var ikke døende af tarmkræft, og han helbredte ikke sig selv med cannabis

Kræftens Bekæmpelses facebook side optræder der regelmæssigt opslag fra folk, som er tilhængere af brug af cannabis til behandling af kræft. De indeholder ofte links til youtube videoer/hjemmesider som angiveligt beviser videnskabeligt, at Cannabis virker. Andre opslag indeholder links til sygehistorier, som angiveligt viser at i hvert fald nogle patienter er blevet helbredt for kræft takket være cannabis. Jeg har tidligere beskrevet hvorfor de videnskabelige beviser ikke er så overbevisende endda. Men det er værd at kigge på den seneste sygehistorie, fordi den illustrerer hvordan man kan komme til at drage fejlslutninger, hvis man ikke er opmærksom.

Hvad fortæller artiklen?

27A9B23900000578-3043607-image-a-57_1429279385804 Den indeholder ikke mange detaljer, men hovedtrækkene er:

  • Diagnosen tarmkræft blev stillet i 2012 – Den blev behandlet med kirurgi, strålebehandling og kemoterapi.
  • Februar 2014 fik han at vide, at han ville dø i løbet af maksimalt 18 måneder.
  • Forsøgte sig med cannabisolie som en sidste udvej.
  • Blev erklæret rask i januar 2015.

Der er altså ingen tvivl om, at artiklens forfatter vil overbevise læseren om, at cannabis i dette tilfælde har udrettet noget, som nærmest må betegnes som et mirakel.

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det også.

Det viser sig, at denne historie findes i flere versioner på internettet. Der er bl.a en artikel i Daily Mail, som den artikel vi analyserer er baseret på. Der er også en artikel, hvor journalisten selv har talt med patienten. Og endelig har patienten selv berettet om sit forløb på youtube. Hvis man stykker oplysninger fra de forskellige kilder sammen, tegner der sig et noget andet billede:

  • Han blev diagnosticeret med kræft i endetarmen, som blev behandlet med en kombination af kemo- og stråleterapi efterfulgt af operation.
  • Al påviselig kræft fjernet ved operationen.
  • Nogle måneder senere blev der påvist metastase til pungen. Metastasen blev fjernet. Han fik derefter kemoterapi (uoplyst hvilken type) i 12 uger.
  • Efter de 12 uger kunne der ikke mere påvises kræft.
  • Kort tid efter blev der påvist spredning til 2 lymfeknuder i lysken. Operation var ikke mulig.

Det er i forbindelse med dette tilbagefald, at der er forskellige oplysninger om hvilken information der blev givet. Ifølge artiklen, som vi her analyserer, fik han at vide, at han maksimalt havde 18 måneder tilbage at leve i. Dette står i skærende kontrast til den artikel hvor journalisten har talt med ham. Af denne fremgår det, at den forventede restlevetid var mellem 18 måneder og 5 år.

Dette afspejler den usikkerhed der er forbundet med at udtale sig om restlevetiden hos individuelle patienter. Man bliver faktisk først erklæret terminal, når den forventede restlevetid er maksimalt 6 måneder. Men det var bestemt bekymrende, at kræften vendte så hurtigt tilbage. Uanset hvad, så er pålideligt skøn over restlevetiden ved så begrænset metastasering ikke mulig.

Men han blev ikke opgivet. Der blev igen påbegyndt kemoterapi, og en scanning viste at kræften var aftaget i størrelse (men ikke forsvundet). Det var deromkring, at han begyndte at udeblive fra kemoterapi sessionerne, og starte med at supplere med cannabisolie. En senere scanning viste, at kræften yderligere var skrumpet så meget, at det var mulig at fjerne den ved operation.

I en af artiklerne nævnes, at han også fik påvist en plet på lungen, som ikke kunne påvises ved en efterfølgende PET-scanning. Det er værd at vide, at en plet på ingen måde behøver at være en metastase. En PET-scanning kan her være nyttig ved vurderingen heraf. Og det forhold at scanningen var negativ taler for, at det var en godartet forandring.

Sammenfatning.

Historien handler om en ung mand, som blev ramt af en aggressiv kræftsygdom – (med begrænset spredning). Han fik behandling med konventionelle metoder, og de havde god effekt. Der er intet i forløbet, som ikke kunne ske uden cannabis. Det var ved en operation, at det resterende kræftvæv blev fjernet – Ikke ved indtagelse cannabis. Det er alt for tidligt at sige, om han vil få tilbagefald igen eller ej, men jo længere tid der går, desto lavere er sandsynligheden.

Helbredte Bettina Tammaro virkeligt sig selv for kræft? – Jeg tvivler

bettina-tammaroI en tidligere artikel er emnet omkring danskere, der fravælger behandling af kræft blevet behandlet. Der præsenterede jeg en række tilfælde, hvor den alternative behandling var virkningsløs i og med, at kræftsvulsterne ikke forsvandt.

Jeg omtalte ikke eksempler hvor den alternative behandling tilsyneladende havde en gavnlig virkning. Men det vil jeg så søge at råde bod på her.

Jeg er blevet opmærksom på denne artikel i ”Ude og Hjemme” skrevet af Bubber. Han har interviewet den tidligere Robinson deltager Bettina Tammaro om forløbet af hendes kræftsygdom.

I det følgende vil jeg ud fra de givne oplysninger i interviewet forsøge at forklare hvorfor forløbet ikke er så usædvanligt endda.

Hvilken type af kræft drejede det sig om?

Kræft er ikke én sygdom. Der er snarere en fællesbetegnelse for ca. 200 forskellige sygdomme. Alle celletyper i kroppen kan i princippet udvikles til sin egen type af kræft. Hos mennesket kender vi altså ca. 200 forskellige typer af kræft. De varierer m.h.t. behandlingsfølsomhed og spontanforløb mm.

Hvis vi skal vurdere Bettina Tammaros forløb er det vigtigt at kende lidt til detaljerne omkring selve kræfttypen.

Det fremgår ikke af Bubbers interview hvilken type af kræft Bettina Tammaro havde, men der er oplysninger nok til at vi kan indsnævre mulighederne lidt.

Vi får at vide, at hun i 2001 fik fjernet en lymfeknude i lysken, og efterfølgende fik strålebehandling. Der er hverken givet kemoterapi eller behandlet med antistoffer.

På den baggrund er det rimeligt at formode, at det drejede sig om lymfeknudekræft af typen ”langsomt voksende non-Hodgkin lymfom” ( som igen kan inddeles i flere undertyper – lang historie).

Lymfomet kom igen

Det oplyses, at Bettina Tammaro opdagede en ny forstørret lymfeknude i 2011. Den blev ikke fjernet, og det er ikke oplyst, om lymfomdiagnosen denne gang udelukkende er baseret på fundet af en forstørret lymfeknude, eller om den er underbygget med en vævsprøve. Men hun blev i hvert fald tilbudt strålebehandling, hvilket hun afviste.

I stedet forsøgte hun sig med en lang række af alternative behandlingstiltag, som ikke hjalp:

Hun spiste alt lige fra brændenælder til ahornsirup i bagepulver. Hun drak af glas i stedet for plastikkrus for at undgå kemiske stoffer. Hun fik bevidsthedsberøring, zoneterapi og akupunktur. Healere pustede hende i hovedet som indianere, hun slugte 25 dråber af den ene urt og så en anden. Og så en tredje.

Efter et års tid begyndte hun at motionere og spise en kost rig på grønne grøntsager mm, og det er dette hun selv mener er årsagen til at lymfeknuden begyndte at skrumpe for til sidst at blive helt normal igen.

Men det er ikke nødvendigvis sådan, at der er en sammenhæng mellem hendes livsstilsændring og hendes sygdomsforløb. Man kan sammenligne det med hanegal før solopgang. Det er ikke hanens gal der får solen til at stå op.

Hvordan forløber ubehandlet langsomt voksende non-Hodgkin lymfom?

I interviewet stiller Bubber et meget relevant spørgsmål:

Men kunne knuden ikke også være skrumpet, hvis du bare havde siddet på sofaen og ædt slik?

For at kunne besvare dette spørgsmål er det en god ide, at chekke om forskere har udført en systematisk opfølgning på patienter, som ikke har modtaget behandling for lymfom af denne type. Det viser sig, at der faktisk er en del undersøgelser, som kan hjælpe med at besvare spørgsmålet. Samlet set viser disse undersøgelser, at omkring 15 % af langsomt voksende lymfomer vil skrumpe af sig selv – helt uden behandling. Se f.eks. denne artikel.

Hos ca. 85% af patienterne vil sygdommen ubehandlet med tiden udvikle sig yderligere, med deraf følgende forringede helbredelseschancer.

Sammenfatning

Når vi skal vurdere om forløbet hos Bettina Tammaro skyldes hendes egen indsats eller ej skal vi tage to ting med ind i overvejelserne:

1) Kunne det gå som det gjorde uden behandling? – Som nævnt ovenfor er svaret ja, og med 15% sandsynlighed ville det netop gå sådan.

2) Er det sandsynligt, at den alternative behandling gjorde en forskel? – Baseret på andres erfaringer må svaret herpå desværre blive et nej.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Bubbers konklusion:

……. jeg er selvfølgelig lykkelig på hendes vegne over, at knuden stort set er forsvundet. Det er jo det, der tæller. Men jeg ved også, hvad jeg selv havde gjort, hvis jeg havde stået i hendes situation. Jeg havde valgt strålerne.

Hestekuren fra VetCur

hest Jeg er for nyligt blevet opmærksom på “hestekuren” fra VetCur, som er et naturlægemiddel, der hævdes at være effektivt mod kræft hos mennesker.

VetCur er et firma ejet af en biolog og farmaceut ved navn Rebekka Gadeberg. Firmaet producerer foder til dyr, og man kan ikke på dets hjemmeside finde oplysninger om at produktet sælges som naturlægemiddel til behandling af kræft hos mennesker. Men det oplyses på hjemmesider der forhandler produktet, at det:

Benyttes af mange mennesker til kræftbehandling

Dette kan jeg ikke udelukke er korrekt. Det er da også læger som arbejder med kræftpatienter der har gjort mig opmærksom på det. På sin Facebookside skriver Rebekka Gadeberg bl.a. følgende:

I anledning af, at jeg i kraftigt stigende omfang får henvendelser fra mennesker, som søger FB venskab, med det formål at få hjælp vedrørende personlige behov, ser jeg mig nødsaget til at præcisere rammerne for min personlige Facebook side endnu engang.

Min personlige Facebook side er ikke stedet for den slags henvendelser…. Man er velkommen til og kan trygt henvende sig til min virksomhed…..

Kuren kom til offentlighedens kendskab via en udsendelse på TV2’s regionale station TV-Syd. Udsendelsen hedder ”Kaffe med Kurt”, og der blev vist et indslag, hvor Kurt var på besøg hjemme hos Rebekka Gadeberg og hendes mand. Vi fik der fortalt historien om hvordan Rebekka reddede sin mand fra at dø af kræft.

Kurt laver hyggelige positive historier fra stationens dækningsområde. Og hvad er mere positivt end at redde sin ægtefælle fra at dø af kræft?

Kan man teoretisk forestille sig at det virker?

Det præparat Rebekka Gadeberg udtænkte er fremstillet af 53 forskellige planter. Det er velkendt at rigtigt mange vigtige(og patenterede) lægemidler er udviklet fra kemiske bestanddele i planter. Herunder også stoffer der anvendes til kemoterapi af kræft. Skulle jeg nævne en bestemt type af alternativ behandling, som man ikke på forhånd blankt kan afvise, ja så ville jeg nævne plantemedicin. Sat på spidsen kunne man sagtens kalde behandling med sådanne midler for kemoterapi.

Men kræft er et meget kompliceret begreb. Det er alt for forsimplet at opfatte kræft som en sygdom betinget af en svækkelse af immunforsvaret som følge af stress. Kræft er snarere en fællesbetegnelse for ca. 200 forskellige sygdomme. Selvom der er nogle overordnede fællestræk, så er der stor variation i biologien inklusive årsager. Større systematiske undersøgelser har ikke kunnet påvise sammenhæng mellem psykisk stress og udvikling af kræft.

Der er også potentielle problemer ved behandling med plantemedicin:

1) Måske er der bivirkninger.
2) Måske påvirker det virkningerne af den medicin patienten ellers får (svagere eller kraftigere virkning).
3) Måske påvirker det omsætningen af molekyler der ellers anvendes som mål for sygdomsaktivitet.

Jeg er vidende om, at nogle patienter får øget indhold af leverenzymer i blodet, hvilket er et udtryk for, at leverceller har taget skade. Så helt bivirkningsfrit er det ikke.

Men det store spørgsmål er, om hestekuren har en reel virkning på kræftsvulster. Der findes ingen systematiske undersøgelser. Kun beretninger fra patienter. Den mest detaljerede beretning vedrører Allen Venzel – Rebekka Gadebergs ægtefælle.

Hvilke oplysninger har vi om Allan Venzel’s sygdom?

Jeg har kendskab til to beskrivelser af sygdomsforløbet. Dels ovennævnte TV-indslag, og dels en artikel på internettet skrevet af journalist Helle Bjerg Fuusager, som også har interviewet parret.

Af disse indlæg fremgår følgende:

1) Det drejer sig om lymfeknude kræft (malignt lymfom) diagnosticeret i 42 års alderen.
2) Det involverede halsen samt overkroppen.
3) Det voksede hurtigt.
3) Der var henfald af lymfomet.
4) På hospitalet blev der behandlet med kemoterapi og antistofbehandling.
5) Lymfomet reagerede hurtigt på behandlingen.

Det fortælles, at han kun havde 2 procents chance for at overleve. Dette er jeg ikke helt overbevist om er korrekt.

Man kan skønne over langtidsudsigterne ved at beregne det såkaldte ”International Prognostic Index”, som gælder for de fleste undertyper af lymfom.

Der gives ét point for hvert af følgende punkter:

a) Alder over 60 år.
b) Udbredning til lymfeknuder på begge sider mellemgulvet (stadium 3)eller spredning til lokalisationer. uden for lymfeknuderne (Stadium 4).
c) Sværere påvirket almen tilstand (Ude af stand til at udføre et arbejde – evt. sengeliggende.
d) Forhøjet niveau af enzymet LDH i blodet.
e) Spredning til mere end en lokalisation udenfor lymfeknudesystemet.

Der kan altså maksimalt tildeles 5 points.

Udover alderen er det svært at udlede noget om de øvrige faktorer af de beskrivelser vi har til rådighed. Så det samlede antal points ligger altså mellem 0 og 4. Det er muligt, at oplysningen om at udbredningen til hals og overkrop betyder, at al sygdom var lokaliseret på samme side af mellemgulvet, hvilket ville indsnævre intervallet til 0-3 points.

Disse points danner grundlag for et skøn over langtidsudsigterne. Andelen af patienter som lever i mindst 5 år baseret på points er følgende:

0-1 point : 73 procent
2 points: 51 procent
3 points: 43 procent
4-5 points: 26 procent

Dette skøn er et pessimistisk skøn, idet det baserer sig på data fra 1990érne (før antistofbehandling var indført).

Der er altså meget der tyder på, at de 2% overlevelseschancer er en misforståelse.

Og svulsten begyndte at gå til grunde

Det fortælles, at der gik hul og det begyndte at løbe med en tyk gullig væske. Et sådant henfald betegnes nekrose. Det er faktisk ikke så usædvanligt som det lyder. I denne undersøgelse fandt man, at udbredt nekrose kunne påvises i 25% af de undersøgte lymfomer, og dette fund er i overensstemmelse med med andre undersøgelser.

Man kan altså ikke konkludere, at det kun kan være urteblandingen som forårsagede det. Det er et velkendt psykologisk fænomen, at man er tilbøjelig til at konkludere en årsags-virknings sammenhæng på basis af et tidsmæssigt forløb.

At man ikke nødvendigvis kan drage en sådan konklusion kan måske bedre forstås ud fra dette ræsonnement:

En hane galer før solopgang. Altså er det hanen som får solen til at stå op.

Dette ved vi alle er noget sludder, men ræsonnementet med at hestekuren fik lymfomet til at nekrotisere er i bund og grund det samme.

En alternativ forklaring kunne jo også være, at Allan Venzel først gik til lægen da lymfomet var blevet så stort, at nekrosen var blevet meget udtalt.

Lymfomet var hurtigt helt væk

Det er naturligvis dejligt når kræftsvulster forsvinder meget hurtigt. Men heller ikke dette er helt så usædvanligt som man får indtryk af. Cancer opfører sig ikke ens. Nogle svulster forsvinder hurtigt på behandling. Andre er længere tid om det – evt. gør de det slet ikke. Generelt gælder det, at svulster der skrumper hurtigst skrumper mest.

I denne artikel undersøgte man 121 hurtigt voksende lymfomer efter 2-3 runder kemoterapi. I 50 af disse var lymfomerne ikke længere påviselige, og i yderligere 19 kunne man kun påvise en minimal rest.

Så det er altså ikke så usædvanligt at lymfomer forsvinder så hurtigt som i Allan Venzels tilfælde.

Andre har jo også prøvet hestekuren!!

Historien om Allan Venzel på TV-syd er den mest detaljerede jeg kan finde.

Helle Bjerg Fuusager har også været i kontakt med en patient der har prostatakræft. Patienten vurderer selv, at antallet af kræftceller er reduceret med 85%. Men der foreligger ingen oplysninger om hvilken behandling han har fået i det konventionelle system. Og vi kan heller ikke vurdere, om hans skøn over effekten er korrekt.

En anden beretning er nævnt i et Facebook-opslag. Det drejer sig om en patient med lungekræft. Vi får at vide, at patienten udover hestekuren er blevet behandlet med et lægemiddel der hedder Xalcori. Det hævdes, at dette lægemiddel ikke kan få kræft til at forsvinde – Kun indkapsle den. Dette er ikke korrekt. I flere forskellige undersøgelser har man fundet, at kræften forsvinder fuldstændigt hos ca. 5% af patienterne som behandles med dette stof.

Der findes desværre også tilfælde, som ikke ender godt. Et eksempel er beskrevet i denne blog. Man kan læse hvordan tilstanden gradvis forværres indtil opdateringerne fuldstændigt ophører. Det bratte ophør med opdateringer tyder stærkt på, at patienten desværre er afgået ved døden. Hestekuren var én af de ting patienten prøvede, og den har altså ikke været helbredende i dette tilfælde.

Hvad kan den tilgængelige information fortælle os om hestekuren?

  • Den rapporterede succes med hestekuren kan forklares som effekt af konventionel kræftbehandling.
  • Ikke alle der gennemgår hestekuren bliver helbredt/opnår langtidsoverlevelse.
  • Bivirkninger ses, men omfanget er ukendt.

Mistelten og kræft

Mistletoe_infested_tree

Mistelten er en snylteplante, som vokser på andre planter og træer, og evt. ”kvæler” dem. Denne observation inspirerede i 1920´erne Rudolf Steiner til den ide, at når mistlelten ligner kræft, så må den være et effektivt middel til at bekæmpe kræft.

Denne idé er en blandt mange indenfor for antroposofisk medicin, som han opfandt.

I dag forekommer den tankegang absurd, men dengang var homøopati vidt anerkendt – også af Rudolf Steiner, og som tidligere forklaret, så er et af grundprincipperne i homøopati, at ”lige bekæmpes med lige”.

Men for Rudolf Steiner (og i vore dage de ”antroposofiske læger”) er høstningsforholdene af afgørende betydning for effekten. Denne effekt afhænger nemlig af solens, månens og planeternes positioner på himlen.

Hvis man vælger at lade sig behandle af en antroposofisk læge, så er det bl.a. den slags ideer ens behandling styres af.

OK – tosset teori, men virker det alligevel?

Som udgangspunkt kan man ikke på forhånd afvise, at planter kan have indflydelse på forskellige sygdomme. Der findes talrige stoffer, som er udvundet fra planter, og efterfølgende har dannet basis for vigtig medicin – herunder også kemoterapi af cancer.

A) LABORATORIEFORSØG

Det første skridt på vejen til en afgørelse af diskussionen om det virker eller ej er laboratorieforsøg på kræftceller dyrket i en skål/indsprøjtet i forsøgsdyr. Der er offentliggjort ca. 1000 laboratorieforsøg, som viser effekt på kræftceller af mistelten eller indholdsstoffer heri (Lektiner, alkaloider og viscotoksiner). Det er dog ikke alle forsøg, som viser at kræften dræbes. I nogle forsøg har man fundet, at kræftceller ligefrem blev styrket.

Laboratorieforsøg bruges til at udvælge stoffer, som det er værd at undersøge nøjere. Men det er umuligt at oversætte direkte fra resultater af laboratorieforsøg til  virkning hos kræftpatienter. Man er derfor nødt til at udføre forsøg på patienter for at afgøre, om virkningen på kræftceller også afspejler sig i en behandlingsmæssig relevant effekt.

B) LODTRÆKNINGSFORSØG MED KRÆFTPATIENTER

Vi har tidligere omtalt problemet med at bruge beretninger på internettet og andre steder som bevis for at det virker. Vi vil her blot rekapitulere hovedpunkterne:

1) Måske havde patienten slet ikke kræft.
2) Måske var kræften allerede fjernet som led i diagnosticeringen.
3) Måske har patienten fået konventionel behandling, som i virkeligheden var det der kurerede ham/hende.
4) Måske var patienten ikke helbredt.
5) Måske er hele historien opdigtet.

Skal man minimere risikoen for fejlslutninger er der altså ingen vej udenom korrekt udførte forsøg på mennesker.

Sådanne undersøgelser på kræftpatienter er udført.

Der er to aspekter, som det er vigtigt at have viden om før man beslutter om et stof er anvendeligt til behandling af patienter (det være sig mistelten eller andet):

1) Er der bivirkninger, og er de alvorlige?

Der er mange typer misteltenprodukter på markedet. Nogle er kraftigt fortyndede, mens andre er mere koncentrerede. I videnskabelige undersøgelser har man registreret følgende:

Hyppige: Reaktioner i huden på indstiksstedet, feber, influenza-lignende symptomer, forhøjet antal hvide blodlegemer.

Efter længerevarende behandling: Nedsat funktionsevne af T-lymfocytter

Sjældnere: Diarré, kvalme, opkastninger, hovedpine, forhøjet blodsukker, besvimelse, kløe over hele kroppen, nældefeber, nedsat hjerterytme, skader på lever, centralnervesystem, nyrer og binyrer.

Meget sjældent: Der er rapporteret ét tilfælde af betændelse i underhuden, som lignede spredning fra en kræftsvulst. Der er rapporteret få dødsfald efter indtagelse af store mængder te brygget på mistelten.

2) Er der gavnlige virkninger?

Der er to typer af gavnlige virkninger, som det hævdes at mistelten har:

1) Helbredelse af kræft
Her er en systematisk gennemgang fra 2008 af lodtrækningsforsøg.

Forfatterne til gennemgangen kunne opspore i alt 21 lodtrækningsforsøg med tilsammen 3484 patienter. Disse forsøg var af svingende kvalitet, og der blev anvendt i alt 6 forskellige mistelten-præparater i forskellige doseringer, hvilket i nogen grad vanskeliggør sammenligninger af de forskellige undersøgelser.

Forfatterne til gennemgangen vurderer selv, at resultaterne af lodtrækningsforsøgene ikke viser nogen overbevisende effekt af mistelten m.h.t. ødelæggelse af kræftsvulster.

2) Bedre livskvaliteten for kræftpatienter
Ovennævnte gennemgang fandt, at der var tegn på, at mistelten kan have en gavnlig indflydelse på livskvaliteten, men der er behov for yderligere uafhængige undersøgelser for at udtale sig om dette med større sikkerhed.

Her er en sammenfatning af et lodtrækningsforsøg offentliggjort i 2013.

Forskerne ville her undersøge virkningen af mistleten på livskvalitet bivirkninger til kemoterapi ved behandling af ”ikke-småcellet” lungekræft.

Der var ingen virkning på livskvaliteten eller det samlede antal bivirkninger. Men visse typer af bivirkninger forekom hyppigere hos patienter som ikke fik kemoterapi, og der var behov for at nedsætte dosis. Der var ingen forskel i levetid mellem de der fik mistelten og de som udelukkende fik kemoterapi.

Sammenfattende kan vi i dag sige følgende:

– Behandling med mistelten kan være forbundet med svære bivirkninger

– På trods af lovende laboratorieforsøg kan man ikke påvise kræfthelbredende egenskaber i lodtrækningsforsøg.

– Det er usikkert (tvivlsomt) om mistelten kan forbedre livskvaliteten hos kræftpatienter

Danskeres fravalg af konventionel kræftbehandling

Vi har tidligere kigget på den videnskabelige litteratur, der foreligger vedrørende patienter som fravælger konventionel behandling af kræft.

Men er det et fænomen vi oplever i Danmark? Ekstremt sjældent hvis man skal tro en mail korrespondance jeg har haft med en tilhænger af alternativ behandling. Ifølge hende bruges alternativ behandling stort set kun som et supplement til konventionel behandling og ikke som en erstatning.

Men Professor på Rigshospitalet Niels Kroman kan fortælle noget andet. Han tilbyder regelmæssig kontrol af kvinder, som afviser at modtage konventionel behandling for brystkræft. Hans erfaringsbaserede skøn er, at 1 % af de 4900 kvinder (ca. 50) der hvert år diagnosticeres med brystkræft afviser at modtage konventionel behandling i kortere eller længere perioder. Der foreligger ikke systematiske oplysninger om behandlingsfravalg ved andre kræftformer, men der er bestemt ikke tale om et helt nyt og ukendt fænomen.

Når Niels Kroman i pressen fortæller at alternativ behandling ikke helbreder kræft, så er det altså ikke baseret på fordomme, men på observationer af virkeligheden.

I efteråret 2014 blev vi i DR-nyhederne præsenteret for en beretning om en dansk patient ved navn Inge Halmø, som havde fravalgt konventionel behandling af en svulst i brystet. Hun havde sat sig for at behandle sig selv med ”Kinesisk urtemedicin, Veganerkost, leverskylninger mm.”

Indslaget er lagt på youtube af en tilhænger af alternativ behandling, som mener at Inge Halmø er ansvarsfuld og et ikon for andre.

Men som det fremgår af indslaget er svulsten vokset, og der er tilkommet endnu en svulst. Så jeg har svært ved at se hvori ansvarsfuldheden består, og hvorfor hun skal være et ikon.

Måske bidrager tidligere artikler om hende i ”Ekstrabladet” og ”Ude og Hjemme” til denne ikonstatus?

I slutningen af indslaget giver Inge Halmø udtryk for en vis åbning overfor modtagelse af konventionelt behandlingstilbud. Det vil jeg gerne anerkende. Om hun har valgt at lade sig behandle må stå hen i det uvisse, men herfra skal der lyde et ønske om alt godt fremover.

DET GÅR IKKE ALTID LIGE SÅ LANGSOMT SOM I INGE HALMØ’s TILFÆLDE

Dette illustreres af en beretning fortalt af en alternativ behandler ved navn Ketty. Hun fortæller om sin egen kræftsygdom på sin hjemmeside, hvor hun gennemgår forløbet.

Det fremgår, at hun ved en scanning (screeningsundersøgelse?) fik påvist 2 små (2-3 mm) store knuder i et af hendes bryster.

Ketty har arbejdet som alternativ behandler siden starten af 1990érne med egen klinik siden 1. januar 2001. Så for hende var det helt naturligt at lade sig behandle af en alternativ behandler. Valget faldt på en udøver af ortomolekylær medicin med ”20-25 års erfaring med behandling af kræft”.

Denne alternative behandler tog en blodprøve, som ifølge Ketty viste, at

… mit immunforsvar var i fuld gang med at bekæmpe kræften.

Dette blev fulgt op med endnu en blodprøve, som viste at

  min krop var rask!! Jeg fik derfor ikke c-vitaminbehandlinger.

Denne blodprøve blev gentaget med samme resultat. Men et eller andet var ravruskende galt. Ketty fik måneden efter seneste blodprøve foretaget endnu en scanning. Denne viste, at de to små svulster nu var vokset til en knude på 8,5 cm. Hvor slemt det er, kan man få en fornemmelse af ved at tage en lineal og se hvor meget 8,5 cm fylder i et bryst.

Man skulle tro, at Ketty blev vred over hvor ringe hun var blevet håndteret af den alternative behandler. Men hun skriver på sin hjemmeside:

” Det viste sig, at en af knuderne i mit bryst ikke kunne måles i den blodprøve, der var blevet taget, fordi den var østrogenfølsom.”

Om det er noget hun selv har ræssoneret sig frem til, eller om det er noget den alternative behandler har bildt hende ind er uklart. Men det ligger fast, at hun ikke har indset hvor dårligt hun blev behandlet/rådgivet.

Man kan kun gisne om hvilke overskrifter det ville have fremkaldt i dagspressen, hvis en rigtig læge havde lade en svulst vokse så meget, og bortforklaret det med, at svulsten var hormonfølsom (hvilket er tilfældet i ca. 70 % af alle brystkræftsvulster).

Hvor dybt den alternative tankegang ligger i Ketty illustreres yderligere af hendes anprisning af bl.a. bogen ”Kræft er ikke en Sygdom”, som jeg har anmeldt andetsteds på bloggen.

Ketty har siden modtaget kemoterapi, som fik den store svulst til at skrumpe ganske betydeligt. Et ønske om fortsat god bedring skal lyde herfra. Den alternative behandler er siden ophørt med at reklamere med at han kan behandle kræft. Om den tidsmæssige sammenhæng med et kontrolbesøg fra sundhedsstyrelsen er en tilfældighed kan man kun gisne om. Kontrolbesøget opsnappede i hvert fald ikke dette eller lignende tilfælde.

OG DET KAN GÅ ENDNU VÆRRE

Det sidste tilfælde vi vil kigge på er også præsenteret Danmarks radios hjemmeside.

Det er en mors beretning om hendes 29 årige datter, som ønskede at kombinere alternativ behandling med konventionel behandling, og som ifølge moderen af denne grund blev afvist af Rigshospitalet med ordene ” Hvis ikke du gør, som vi siger, så behøver du ikke komme tilbage. Så er der lukket her.”

Da datteren vendte tilbage til det konventionelle system efter mislykket eksperiment med alternativ behandling var det desværre for sent. Datteren døde af sin kræftsygdom i 2007.

Resten af artiklen er i store træk en kritik af det konventionelle system for manglende accept af alternativ behandling som et reelt behandlingsvalg. Der er faktisk ikke en eneste sætning, som kritiserer de alternative behandlere (eller deres tilhængere) for deres andel i at det gik som det gjorde.

Jeg er heller ikke overbevist om, at artiklens overskrift helt holder vand. Hvad patienter gør når de træder udenfor hospitalets bygninger er der ingen andre som har kontrol over. Medmindre patienten altså insisterer på, at hospitalet skal tilbyde den alternative behandling sideløbende med den konventionelle er der altså intet der forhindrer datteren i at kombinere det konventionelle med det alternative – hvis det var det hun ville.

Og hvis patienten afviser at modtage konventionel behandling, så er det altså vedkommende selv som ”vender lægerne ryggen” – Ikke omvendt.

HVORDAN ER DET KOMMET SÅ VIDT, AT INTELLIGENTE MENNESKER ERSTATTER KONVENTIONEL BEHANDLING MED ALTERNATIV BEHANDLING?

Det er et godt spørgsmål, som der ikke findes et enkelt svar på. Man kan (lidt kunstigt) opdele det i to hovedoverskrifter:

1) Generel tro på det alternative

A) Livssyn

Vi lever i en tid, hvor mange menneskers livssyn og verdensopfattelse afviger fra det der ligger til grund for biomedicin/lægevidenskab. Hvis man er uenig i den videnskabelige opfattelse af universets bestanddele og de mekanismer der styrer dem, er det nærliggende også at være uenig i den måde man kan afgøre hvad der virker og ikke virker.

B) Effektiv markedsføring
Internettet er fuld af overdrevne påstande (mere eller mindre forklædt som videnskab) om effektivitet af alternative behandlinger af kræft. Der er mange dygtigt lavede overbevisende videoer med patienthistorier, hvor det kan være yderst vanskeligt at gennemskue hvad der galt med dem.

C) Utilstrækkelig mediedækning

Jeg synes ikke medierne er gode nok til at skabe balance når de dækker det alternative. I historierne beskrevet ovenfor er der ganske vist også bragt udtalelser fra læger og kræftens bekæmpelse, som fraråder folk at erstatte konventionel behandling med det alternative. Også et TV indslag for et par år siden med radiodoktoren og kræftlæge på Rigshospitalet (Michael Rørth) lever heller ikke op til hvad man kan forvente af balanceret journalistik. Radiodoktoren fremførte de påstande som tidligere er gennemgået her på bloggen, men eneste forsøg på afbalancering var, at Michel Rørth – som forventet – sagde vrøvl. Kritisk analyse af radiodoktorens kilder var der ingen af.

Retfærdighedsvis skal det dog siges, at medierne indimellem fremkommer med god kritik af det alternative, men det fylder ikke nok i medielandskabet.

D) Politisk bevågenhed
Der er i politiske kredse et ønske om at fremme alternativ behandling. Det har blandt andet resulteret i oprettelse af ”VIFAB”, som sidenhen er lagt ind under sundhedsstyrelsen. Og efter politisk ønske er der ligefrem åbnet mulighed for at alternative behandlere kan blåstemples via en registreringsordning.

E) Universiteternes rolle
Der er oprettet afdelinger på landets universiteter, som forsker i alternativ behandling. I princippet er  sociologiske undersøgelser m.h.p. afdækning af forbruget af alternativ behandling forsvarligt. Men forskerne går videre end det. Her kan man f.eks. læse en udtalelse af en forsker, som i ramme alvor mener at forskningens formål er at gøre alternativ behandling stueren.

Universiteterne er således med til at erstatte en akademisk kultur med en ”kvakademisk” kultur, og derved give alternativ behandling en legitimitet den slet ikke fortjener.

2) Mistro overfor konventionel behandling

A) Markedsføringsstrategi
Påstande om at kemoterapi skader mere end den gavner, kræftlæger vil ikke selv behandles med kemi o.s.v er ikke noget radiodoktoren selv har fundet på, selvom det er ham der er mest kendt for at fremføre dem. Det er noget som går igen på talrige hjemmesider og på debatfora, hvor man forsøger at promovere alternativ behandling som et reelt alternativ til konventionel behandling. At argumenterne er absurde og let gendrivelige synes ikke at gøre indtryk på folk.

B) Mediernes rolle
Medierne er i høj grad med til at skabe et billede af konventionel behandling som skandaløs, korrupt og inkompetent. Mindst 9 af 10 nyhedsindslag i medierne om sundhedsvæsenet er negative. Selv en af de beretninger som er gengivet ovenfor er en negativ historie om sundhedsvæsenet, der svigtede en patient, som valgte at erstatte konventionel behandling med alternativ behandling. I lige netop denne sag er det jo det alternative system, som har begået det største svigt.

HVORDAN KAN MAN FREMADRETTET SIKRE, AT KORREKT INFORMATION NÅR FREM TIL DEM, SOM HAR BRUG FOR DEN?

Det er naturligvis en urealistisk tanke, at budskabet om at erstatning af konventionel kræftbehandling med alternativ behandling er en dårlig ide vil trænge igennem til alle. Men der er stadigvæk ting vi kan gøre som kan hjælpe på situationen:

1) Følge Niels Kromans eksempel
Patienterne skal selvfølgelig ikke føle sig uvelkomne i det konventionelle system, hvis de vælger at forsøge sig med det alternative i stedet for konventionel behandling. Udover at give patienten en chance til, så giver det os også mulighed for at dokumentere om alternativ behandling nu også er ineffektiv. Vi trænger til at se flere undersøgelser i stil med dem, som er blevet gennemgået her.

2) Kræftens bekæmpelse bør udtale sig skarpere
Man kommer ikke udenom, at kræftens bekæmpelse er en nyttig og troværdig støtte for mange kræftpatienter. Det er forståeligt, at de måske føler et større behov for at være meget diplomatiske i forhold til udtalelser omkring alternativ behandling. Af husholdningsreglerne på deres facebookside fremgår følgende:

….Indlæg der har til formål at opfordre andre til at fravælge behandling, accepteres ligeledes ikke.

Jeg vil opfordre til, at kræftens bekæmpelse håndhæver denne regel. Kræftens bekæmpelse bør heller ikke på deres hjemmeside i afbalanceringens navn linke til sider, som forherliger alternativ behandling.

3) Pressen bør påtage sig sin del af opgaven
Selvom det er fristende at lave en positiv historie om en patient der fravælger konventionel behandling, og har det godt i lang tid, så gavner det hverken den pågældende patient eller de patienter der lader sig inspirere af historien. Der er baggrundsmateriale nok til, at man kan underbygge hvor farligt den strategi er.

Det er givetvis nemt at lave kioskbaskere med negative historier om sundhedsvæsnet – Illustreret med sande eksempler. Men jeg nægter at tro, at der ikke kan laves interessante positive historier om sundhedsvæsenet. Og dem trænger vi til!! Jeg ville ønske, at journalisterne ville lave 2 positive historier om sundhedsvæsenet hver gang de lavede en negativ – Det tror jeg ville være gavnligt for kræftpatienter såvel som andre patienter.

4) Universiteternes rolle
Kvakademisk forskning hører ikke hjemme på universiteterne. Hvis man endelig vil lave forskning omkring alternativ behandling, så skal det være for at få besvaret om det virker eller ej. Og hvis konklusionen er, at det ikke virker, så skal det forklares på så tydelig en måde, at politikerne og andre kan forstå det og drage konsekvensen heraf.

5) Politikernes rolle
Det er klart at man ikke nødvendigvis har forstand på videnskab selvom man er folkevalgt. Men man skylder befolkningen at lytte til dem som har. Når man indfører registreringsordninger for f.eks. homøopater og healere, så er man altså med til at blåstemple beviseligt nonsens. Det kan ingen være tjent med.

Vi kommer heller ikke udenom, at politikerne også har et medansvar for at sikre, at sundhedsstyrelsen har en reel chance for at kontrollere alternative. Denne kontrolfunktion har i hvert fald svigtet m.h.t. den alternative behandler, som styrede Ketty’s behandling jvf. omtalen ovenfor.