Om mus og mænd i kræftforskning

research-mouseKræftforskere er hele tiden på udkig efter nye midler, som er mere effektive mod kræft og mindre giftige end det man råder over i dag. Takket være denne forskningsindsats er overlevelseschancerne for kræftpatienter blevet væsentligt forbedret indenfor de sidste par årtier.

I den ideelle verden er det muligt at regne ud hvilke stoffer der er effektive mod kræft, (og samtidigt ugiftige). Men verden er ikke ideel. Derfor er forskerne nødt til at foretage laboratorieforsøg for at udvælge stoffer, som kunne være nyttige i behandling af patienter med kræft. Og resultaterne af sådanne forsøg offentliggøres i videnskabelige tidsskrifter.

At dele sine forskningsresultater med andre forskere via videnskabelige artikler er absolut en god ting. Men det skaber også grobund for mytedannelse blandt tilhængere af alternativ behandling. Det er en almindelig påstand, at resultaterne af laboratorieforsøg i kombination med mere eller mindre troværdige sygehistorier beviser at

”X” er effektivt mod kræft, men konspiration fra medicinalindustrien (og/eller myndighederne) forhindrer at det bliver taget i brug.

Som eksempler herpå kan i flæng nævnes Cannabis, C-vitamin, antineoplastoner og Graviola.

Tilhængere og sælgere af alternativ behandling stiller ikke selv spørgsmålstegn ved, om sådanne eksperimenter nu også giver pålidelige udsagn om virkninger på patienter. Men det gør forskerne til gengæld selv. Og de har også undersøgt det nærmere.

Men lad os først danne os et lille overblik over grundprincipperne i de anvendte laboratorieforsøg.

Cancer cellelinier
En cellelinie er en ”klump” af celler, som er opdyrket fra én enkelt celle. The American National Cancer Institute (NCI) anbefaler, at stoffer som er mulige kandidater til kræftlægemidler først afprøves på et panel bestående af 60 forskellige celleliner, som repræsenterer forskellige kræftformer og forskellige resistensmønstre.

Det er væsentligt at vide, at en kræftsvulst ikke er en cellelinie-klump. Det er mere korrekt (men let forsimplet) at opfatte en kræftsvulst som en klump af mange forskellige cellelinier, som vekselvirker indbyrdes samt med de normale celler, de er lejret iblandt.

Typer af musemodeller
I laboratorierne benytter man sig af fire forskellige typer af musemodeller, når man skal teste nye mulige lægemidler:

  1. Genetisk modificerede: Disse mus har specifikke genmutationer, som gør at de med stor sandsynlighed spontant vil udvikle bestemte typer af kræft.
  2. Mus hvor man indsprøjter kræftceller fra kræftsvulster opstået i andre mus.
  3. Mus, hvor man indsprøjter menneskelige kræftceller under huden
  4. Mus, hvor man indsprøjter menneskelige kræftceller i den vævstype, hvorfra cellelinien stammer.

Ingen af disse laboratoriemodeller er perfekte efterligninger af kræftsvulster hos mennesker. Men de er bestemt egnede til studier af forskellige aspekter af kræftbiologi. Og et stof som ikke virker mod kræftceller i sådanne modeller vil sandsynligvis heller ikke have effekt på kræftsvulster i mennesker.

Fra mus til mennesker
Før et lægemiddel som virker lovende i museforsøg er klar til brug i patienter skal det gennemgå en række faser af forsøg på mennesker:

Fase 1:
I denne fase undersøger man ikke stoffets virkning på den sygdom man forsøger at behandle. Denne fase tilvejebinger information om hvordan stoffet omsættes i kroppen, dosisområde hvor bivirkninger begynder at indfinde sig mm. Typisk vil forsøgspersonerne her være raske mennesker.

Fase 2:
Her behandler man et mindre antal patienter med stoffet. Denne fase giver et fingerpeg om hvorvidt de lovende laboratorieforsøg også virker lovende på patienter med den sygdom man vil behandle. Desuden får man endnu flere informationer om bivirkninger.

Fase 3:
Her afprøves om stoffet virkeligt gør en forskel. Typisk vil det dreje sig om lodtrækningsforsøg på et stort antal patienter, hvor man sammenligner virkning af stoffet med virkning af et inaktivt stof (placebo) eller gældende standardbehandling. Denne fase er meget vigtig. Kun omkring 5% af stoffer, som var effektive mod kræft i laboratorieforsøg klarer testen i denne fase. Selv meget lovende resultater fra fase 2 undersøgelser falder undertiden igennem ved  fase 3 undersøgelserne.

Først nu er lægemidlet klar til brug på patienter. Men man holder stadig et vågent øje med det. Undertiden kan der optræde bivirkninger, som er for sjældne eller viser sig for sent til at de er blevet opfanget i forbindelse med ovennævnte forsøg. Denne fase benævnes undertiden ”Fase 4”.

Hvor gode er museforsøg til at forudsige virkninger hos mennesker?

Her er en videnskabelig artikel, som beskæftiger sig med præcist det spørgsmål.
Forskerne undersøgt hvor godt 39 stoffer, som virkede i museforsøg klarede sig i fase 2 forsøg.

Følgende gør sig gældende for at man kan sige, at der var effekt i museforsøg hhv. fase 2 menneskeforsøg:

Museforsøg:
svulsten skrumpede med mindst 60% eller at musene levede mindst 25% længere end mus som ikke havde fået stoffet.

Fase 2 menneskeforsøg:
Svulsten skrumpede mindst 50% hos mindst 20% af patienterne.

Denne figur sammenfatter nogle meget vigtige resultater fra undersøgelsen

figure 1Den læses på følgende måde:

  • Der er en gruppe af søjler ud for forskellige typer af kræft hos mennesker (anført nederst i diagrammet)
  • Hver søjle repræsenterer én type af kræft hvor der var virkning i museforsøg
  • Jo højere søjlen når op, desto bedre er overensstemmelsen mellem muse- og menneskeforsøg.
  • Søjler markeret med * betyder at overensstemmelsen var statistisk signifikant – d.v.s. bedre end man ville forvente ved tilfældighedernes spil.

Med det på plads er der et par vigtige pointer, som springer i øjnene:

  1. Det var sjældent at musemodellerne forudsagde effekt på samme kræfttype hos patienter.
  2. Det var sjældent at et positivt resultat i en musemodel peger på effektivitet mod andre kræfttyper.

Denne figur fra artiklen er også informativ.

figure 2

Den viser, at der ringe tilbøjelighed til at fase 2 undersøgelser vil vise positiv effekt, hvis der var effekt i færre end 1/3 af kræfttyperne i museforsøgene.

Eksempler på ”undertrykte” cancer kure, som ”beviseligt” virker

  1. ) Cannabis:
    Denne undersøgelse bruges undertiden som et af beviserne for effektivitet af cannabis mod cancer. I undersøgelsen fandt man, at THC reducerede tumorstørrelsen med 50 % hos mus som havde fået indsprøjtet én type kræftcellelinie. Jf. ovenstående er det ikke godt nok.
  2. Antineoplastoner:
    Tilhængere af en alternativ behandler ved navn Burzynski hævder, at denne undersøgelse er en uafhængig bekræftelse af, at hans antineoplastoner virker. Igen er der tale om et forsøg med én kræftcelleline, som blev indsprøjtet i mus. Forsøget viste nedsat væksthastighed. Tumorerne skrumpede ikke.
  3. Graviola
    Der er ganske få undersøgelser, som er udført på dyrkede cellelinier. Og der er også et enkelt museforsøg. Igen var det et forsøg med kun én cellelinie. Og effekten var igen kun nedsat væksthastighed – Ikke skrumpning af svulsten.

Konklusion:

Det er ikke muligt at forudsige virkninger af lægemidler på patienter på grundlag af laboratorieforsøg alene.

Dette forklarer hvorfor mange stoffer som har vist lovende resultater i museforsøg ikke har fundet vej til konventionel patientbehandling.

Stoffer med beskeden effekt i laboratorieforsøg vil med stor sandsynlighed ikke have gavnlig virkning på kræftpatienterne. Forskningsmidlerne vil gøre større gavn andetsteds.

Reklamer

Om udvikling af resistens overfor kemoterapi

Kan det virkeligt passe, at kemoterapi accelererer kræftsvulsterne?

accelerationDenne påstand kan spores tilbage til en artikel offentliggjort på en hjemmeside, som hedder “Naturalnews”.

Naturalnews er et af de værste steder man kan hente informationer om sundhedsrelaterede emner. Hjemmesiden er fuld af konspirationsteorier rettet mod lægevidenskabeligt baseret behandling . Den er samtidigt fuld af fordrejede fejlfortolkninger af videnskabelige artikler. Også radiodoktorens fejlagtige påstande om ca. 2% overlevelse efter kemoterapi samt kræftlægers modvilje mod selv at modtage kemoterapi findes der.

Det ligger uden for denne artikels rammer at gå i detaljer med naturalnews, men interesserede kan evt. læse dette.

Påstandens oprindelse

Her er et link til en sammenfatning af den videnskabelige artikel, som påstanden bygger på. Biblioteket kan være behjælpelig med at fremskaffe hele artiklen.

Artiklens titel er: Treatment Induced Damage to the Tumor Microenvironment Promotes Prostate Cancer therapy Resistance Through WNT16B

Artiklens forfattere mener altså selv, at deres undersøgelse afdækker en mekanisme hvorved en kræftsvulst kan udvikle modstandsdygtighed overfor visse typer kemoterapi.

For at forstå hvad undersøgelsen går ud på, er det vigtigt at forstå, at en kræftsvulst ikke bare er en klump identiske celler. Udover at selve kræftcellerne er forskellige fra hinanden, så indeholder en kræftsvulst også andre celletyper. Der er f.eks. celler, som danner blodkar, celler fra immunsystemet og bindevævsceller (fibroblaster). Alle disse forskellige celletyper er med til at give en kræftsvulst de egenskaber, som den har.

I denne undersøgelse fandt man at fibroblasterne i nogle svulster producerede betydelige mængder WNT16B som reaktion på kemoterapi mens andre ikke producerede målbare mængder. Samme fænomen kunne også påvises i prøver fra brystkræft og æggestokkræft.

Endvidere fandt man at patienter med svulster som lavede mere WNTB16B hyppigere fik tilbagefald af deres kræft end patienter hvis svulster producerede mindre.

WNTB16B fremmer væksten af svulster, og nedsætter følsomheden af (de afprøvede) former for kemoterapi. Men det er ikke det samme som at disse typer af kemoterapi ikke virker eller at de accelererer svulsterne. En dræbt kræftcelle er død uanset om der er WNTB16B i nærheden eller ej.

Derimod giver det (en del af) forklaringen på, hvorfor kemoterapi ikke er i stand til at destruere alle kræftceller hver gang.

En sådan opdagelse er nyttig, fordi det kan være medvirkende til udvikling af stoffer, som kan hæmme denne virkning, og dermed forstærke virkningen af kemoterapi. Så der er ikke tale om dårligt nyt om kemobehandling – Tværtimod.

Resultatet er ikke overraskende

Resultaterne er egentligt ikke overraskende. Det er velkendt, at kemoterapi udover at dræbe kræftceller også indvirker på normale celler. Nogle gange er dette nyttigt. For eksempel kan immunforsvarsceller aktiveres af kemoterapien til at gå til angreb på kræftcellerne. Andre gange kan de svække virkningen af behandlingen som denne undersøgelse viser et eksempel på.

Så hvad kan vi så i virkeligheden lære af den undersøgelse?

– Kemoterapi accelererer ikke kræftsvulsterne.
– Afdækning af mekanismer for ringere effekt af kemoterapi kan komme patienter til gavn i form af bedre medicin.

Når læger får kræft

Kan det virkeligt passe, at 3 ud af 4 kræftlæger ville fravælge kemoterapi?

chemoKemoterapi er en behandlingsform, som mange tilhængere af alternativ behandling i den grad benytter som skræmmebillede.

Kemoterapi er dog ikke én behandling. Der findes op mod 100 forskellige kemoterapier. Nogle er stærkt ubehagelige. Andre er forbundet med beskedne gener.

På mange hjemmesider, som sælger alternativ kræftbehandling. kan man finde en påstand om, at en nylig undersøgelse har vist, at 3 ud af 4 kræftlæger ville fravælge kemoterapi. Det er naturligvis et godt argument mod kemoterapi, hvis kræftlæger selv vil afvise at modtage den.

Påstanden kan sporest tilbage til en bog skrevet af en forretningsmand ved navn Phillip Day.

I bogen står der bl.a. følgende:

 “Several full-time scientists at the McGill Cancer Center sent to 118 doctors, all experts on lung cancer, a questionnaire to determine the level of trust they had in the therapies they were applying; they were asked to imagine that they themselves had contracted the disease and which of the six current experimental therapies they would choose. 79 doctors answered, 64 of them said that they would not consent to undergo any treatment containing cis-platinum – one of the common chemotherapy drugs they used – while 58 out of 79 believed that all the experimental therapies above were not accepted because of the ineffectiveness and the elevated level of toxicity of chemotherapy.”

Lad os tage et kig på selve undersøgelsen.

Den blev udført i 1985, så det er ikke helt korrekt, at der er tale om en nylig undersøgelse. Der er offentliggjort flere videnskabelige artikler omhandlende forskellige aspekter af emnet.

Den del af undersøgelsen som Phillip Day refererer er offentliggjort i 1986.

Som det fremgår af artiklen handler undersøgelsen ikke om alle former for kemoterapi til alle typer af kræft. Den handlede helt specifikt om behandling af ikke-småcellet lungekræft.

På det tidspunkt vidste man, at den type lungekræft havde en dårlig følsomhed for de kendte typer af kemoterapi, og der var betydelig risiko for svære bivirkninger.

Man havde opstillet 4 scenarier. For hvert scenarium skulle deltagerne i undersøgelsen dels tage stilling til hvilken behandling de selv ville foretrække. Dels om de ville deltage i videnskabelige forsøg med forskellige behandlingstyper.

Det scenarium som Phillip Day her beskriver, og som radiodoktoren altså tager til indtægt for at 3 ud af 4 kræftlæger ville fravælge kemoterapi er altså kun en beskeden del af den samlede undersøgelse. Men lad os da fokusere på den del.

Deltagerne blev bedt om at forestille sig at de havde uhelbredelig ikke-småcellet lungekræft med spredning til knogler med deraf følgende smerter. De skulle dels anføre hvilken behandling de selv foretrak. Dels anføre om de ville deltage i forsøg med forskellige kombinationer af kemoterapi – Alle med cisplatin som et af stofferne. Cisplatin var på det tidspunkt et nyt stof, og det gav ret betydelige bivirkninger.

De 75% sagde nej til en sådan eksperimentel behandling.

At sige nej til at modtage en eksperimentel behandling med svære bivirkninger for en uhelbredelig kræftsygdom er IKKE det samme som at afvise at modtage standard kemoterapi i andre situationer. I undersøgelsen svarede 1/3 at de ville modtage en eller anden form for kemoterapi i den beskrevne situation.

Hvad der sidenhen skete.

Der er lavet en opfølgende undersøgelse i 1997.

Deltagerne fik forelagt følgende scenarium:

”Du er en 60 årig onkolog (kræftlæge) med ikke-småcellet lungekræft med én levermetastase samt spredning til knogler. Du er i god fysisk stand. Vil du behandles med kemoterapi.”

I alt 126 personer besvarede spørgsmålet. Heraf var 41 medicinske onkologer/hæmatolger, som selv behandler med kemoterapi. Det er interessant, at hele 64,5 % af kræftlæger der selv behandler med kemoterapi svarede ja. Blandt sygeplejerskerne svarede 67 % ja. Blandt andre typer læger (herunder også kræftlæger som behandler med stråleterapi) svarede 33 % ja.

I denne undersøgelse som er nyere end den Phillip Day fejlrefererer, var der altså sket et skifte således at flertallet af kræftlægerne nu selv ville behandles med kemoterapi for uhelbredelig ikke-småcellet lungekræft.

Hvad så med kemoterapi i andre situationer?

Når man udtaler sig om kræftlægers holdning til selv at modtage kemoterapi bør man læse artikler, som handler om dette. Her er en som blev offentliggjort i 1991.

Her blev 51 læger som arbejdede med forskellige områder af kræftbehandling spurgt til deres holdning til at blive behandlet for forskellige kræftsygdomme – både hvad angår kræfttyper og stadier. Også holdninger til eksperimentel behandling blev dækket.

Nedenstående tabel (Klik for at forstørre den) giver et mere nuanceret billede end det tilhængere af alternativ kræftbehandling forsøger at tegne.

tabel

Man kan se at der er ganske stor variation. For et fremskredent stadium af den type af kræft der hedder Hodgkins lymfom ville 98 % sige ja til kemoterapi, og 2 % måske. Der var ingen der blankt sagde nej.

I den anden ende af skalaen svarede 84 %, at de ikke ville behandles med kemoterapi for tarmkræft der kan fjernes ved operation.

Hvad ville kræftlægerne svare i dag?

Det kan vi strengt taget ikke vide med sikkerhed. Men fra 1991 til 2014 er der trods alt gået 23 år. Der er kommet nye stoffer på markedet. Dels nogle som er endnu mere effektive mod kræft. Dels stoffer der mere effektivt kan lindre bivirkninger. Det bedste bud er derfor, at endnu flere kræftlæger ville tage imod kemoterapi i dag.

Men en ting ligger under alle omstændigheder fast:

Tilhængere af alternativ kræftbehandling tager grueligt fejl når de siger, at en nylig undersøgelse har vist at 75 % af kræftlægerne ikke selv vil behandles med kemoterapi hvis de selv får kræft.

Kemoterapi er mere effektiv end de alternative behandlere vil indrømme

Kan det virkeligt passe, at kun 1½-2% af patienterne der får kemoterapi overlever?

Tilhængere af alternativ kræftbehandling benytter sig i høj grad af misinformation med hensyn til konventionel kræftbehandling. Især står kemoterapi ofte for skud. I denne artikel vil vi tage et nærmere kig på denne myte:

“Kun mellem 1½ og 2 pct. af dem, der har fået kemoterapi, er i live fem år efter.”

Det er en påstand, som findes på talrige hjemmesider (med let varierende procentangivelser), som sælger produkter indenfor alternativ kræftbehandling. Det hævdes som regel, at der er videnskabeligt belæg for påstanden. Men det passer ikke.

Her er et resumé af den videnskabelige artikel, som påstanden bygger på.

Allerede i overskriften til den nævnte artikel bliver det tydeligt, at den handler om hvor meget kemoterapi bidrager til at patienter overlever i mindst 5 år. Og i den undersøgelse fandt man altså at bidraget er ca. 2%.

Men det kan man ikke udlede af den undersøgelse. Forskerne har kun undersøgt forholdene for 22 typer af kræft hos voksne, og så derfra generaliseret til alle former for kræft.

Men kræft omfatter ca. 200 forskellige sygdomme. Enhver celletype i kroppen kan i princippet danne udgangspunkt for sin egen type af kræft. Forskerne i denne undersøgelse har blandt andet udelukket leukæmier og andre typer af børnekræft, som faktisk har ganske god effekt af moderne behandling herunder kemoterapi. De seneste opgørelser viser, at ca. 85% af børn diagnosticeret med leukæmi (alle typer) lever mindst 5 år efter diagnosen. I slutningen af 1960´erne var andelen mindre end 10%.

Det er vigtigt at forstå, at ikke alle kræftpatienter bliver tilbudt kemoterapi. Og ikke alle som bliver tilbudt kemoterapi med det formål at helbrede kræftsygdommen.

Der er følgende situationer hvor kemoterapi kan komme på tale:

1) Kræftsygdomme, hvor kemoterapi er eneste behandling som gives for at helbrede patienten.

I disse situationer bidrager kemoterapi med 100% af overlevelsen. Havde forskerne valgt at inddrage kræftsygdomme ville de nå frem til at kemoterapi medfører et væsentligt højere bidrag til overlevelsen. Eksempelvis overlever 88% af børn som bliver diagnosticeret med akut lymfatisk leukæmi i mindst 5 år.

2) Kræftsygdomme hvor kemoterapi engang imellem anvendes som supplement til anden behandling (f.eks. kirurgi.)

Her er der stor variation i hvor meget kemoterapi bidrager til 5-års overlevelsen. Det er vigtigt at huske på, at ikke alle patienter i denne kategori tilbydes kemoterapi. I artiklen er overlevelsesgevinsten beregnet som den andel af samtlige patienter (med eller uden behov for det), som har overlevet som følge af kemoterapien. Det ville have været mere retvisende, hvis overlevelsesgevinsten var beregnet fra anddelen af patienter, som opfylder betingelserne for overhovedet at blive tilbudt kemoterapi.

3) Kemoterapi med det formål at lempe gener fra uhelbredelig kræft.

Her er bidraget 0% (I sjældne tilfælde ses dog langtids-overlevere).

Konklusioner:

1) Den videnskabelige artikel handler slet ikke om det myten påstår.

2) De ca.2% er et gennemsnit for 22 kræftyper (af ca. 200).

3) De ca. 2% er beregnet for ALLE med kræft – Ikke kun hvor kemoterapi er et behandlingstilbud.

4) Symptomlindring kan være en gavnlig effekt af kemoterapi – Selvom den ikke resulterer i en længerevarende livsforlængelse.